Spring til indhold

OFFSpring er en festival for nye stemmer i dansk og international spillefilm - med særligt fokus på danske debutanter.

De 10 første film på OFFSpring 2026

De 10 første film på OFFSpring 2026

Om bare tre måneder slår OFFSpring igen biografdørene op til 10 dages festival med spillefilm, samtaler og events – og i dag løfter vi sløret for de 10 første internationale film fra programmet for 2026. 10 forunderlige, dristige, tankevækkende og helt igennem vilde filmoplevelser – skabt af tidens mest lovende instruktører. I dag kan vi også præsentere en storslået, audiovisuel koncert med Rumpistol Ensemble, der indtager Dynamo med deres cinematiske live-show under festivalen.

Mellem dagens offentliggjorte film finder man bl.a. ‘Urchin’, der er den britiske stjerneskuespiller Harris Dickinsons debut som instruktør – et råt og magnetisk karakterstudie om livet på samfundets rand. Fra Storbritannien kommer også ‘Straight Circle’ af Oscar Hudson, der har taget springet fra musikvideoer til spillefilm med en uregerlig antikrigssatire om to soldaters deroute i en fjerntliggende ørkenpost. 

OFFSprings program er dedikeret til debut- og andengangsinstruktører og blandt dagens titler finder man således nogle af de mest omtalte og anmelderroste gennembrudsfilm fra årets internationale festivaler. Det inkluderer bl.a. det hjertevarme, irakiske drama ‘The President’s Cake’, der vandt prisen for bedste debutfilm i Cannes samt den amerikanske roadmovie ‘Omaha’  en publikums- og kritikerfavorit på årets Sundance. 

Glæd dig også til flere uforlignelige og opsigtsvækkende festivalhits, der ellers ikke kan opleves i biografen. Det gælder bl.a. den excentriske spøgelsesfilm ‘A Useful Ghost’ om besatte støvsugere i den thailandske arbejderklasse, den drønfjollede queer-gyser ‘Queens of the Dead’ om et zombie-udbrud i Brooklyns natteliv og den balstyriske kunstnersatire ‘A Poet’ fra Colombia, der er landets officielle Oscar-kandidat. 

Læs mere om de 10 offentliggjorte film og koncerten med Rumpistol Ensemble her på siden. Husk, at vi indtil den 24.12.2025 giver 2 for 1 på alle partoutbilletter. Det betyder, at du får 2 partoutbilletter til OFFSpring 2026 for bare 295 DKK – så du kan invitere en ven med til festivalen og se lige så mange film, som I har lyst til.

Find dine partoutbilletter til OFFSpring 2026 her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

A Poet

Den midaldrende forfatter Oscar er for længst brændt ud: Arbejdsløs, fraskilt og nægtet den anerkendelse, han desperat ønsker sig. Nu bruger han primært sine aftener i hjembyen Medellín på at drikke sig halvt bevidstløs og indlede skænderier om Colombias litteraturarv. Så da han møder pigen Yurlandi – et ungt skrivetalent fra fattige kår – griber han chancen for at udleve sine egne ambitioner igennem hende. Det bliver startskuddet på en rablende satire over litterært snobberi og kulturel appropriation, hvor den uduelige Oscar igen må tage imod tæsk fra det miljø, der i forvejen har vendt ham ryggen. Til gengæld skildrer ’A Poet’ sin fallerede digter – og hans oprigtige beundring for Yurlandi – med så meget humor og hjertevarme, at man ikke kan andet end at knuselske det misforståede geni.

Instruktør: Simón Mesa Soto
Colombia/Tyskland/Sverige

A Useful Ghost

Vi tør godt love, at du ikke har set en film som ‘A Useful Ghost’ før: En fantasy-horror-romance-komedie om spøgelser, der vender tilbage fra det hinsides i form af besatte husholdningsapparater. Men tag ikke fejl, bag den excentriske præmis gemmer sig en forbløffende oprigtig kærlighedshistorie om to elskende, som må trodse deres reaktionære familie for at udleve et parforhold som mand og… ja, støvsuger. Og det er bare begyndelsen på det esoteriske plot, der undervejs løfter sig til en klassekritik af det thailandske samfund, hvor fabriksansatte mister livet til tvivlsomme arbejdsforhold og støvforurening (fangede du den?). Alt sammen fortalt med en social indignation, deadpan-humor og visuel præcision, som gør ‘A Useful Ghost’ til en singulær og konstant uforudsigelig biografoplevelse.

Instruktør: Ratchapoom Boonbunchachoke
Thailand/Singapore/Tyskland/Frankrig

Forastera

En teenageres sorg tager en enigmatisk drejning i denne underspillede og sælsomme instruktørdebut fra Middelhavskysten. 17-årige Cata tilbringer en ubekymret sommerferie hos sine bedsteforældre på Mallorca. Her går dagene med at slikke sol på stranden og flirte med turistbyens drenge. Så det rammer som et lyn fra en klar himmel, da Cata en aften finder bedstemoren død for foden af husets trapper. Ude af stand til at håndtere sine følelser vælger Cata en særegen måde at bearbejde tabet på: Hun ifører sig bedstemorens kjoler, ryger hendes cigaretter og langsomt begynder hun helt at overtage matriarkens plads i familien. Med sensibilitet og eftertænksomhed sætter ‘Forastera’ billeder på sorgens uudgrundelige natur - og illustrerer, hvordan vi bærer mindet om vores afdøde med os videre i livet.

Instruktør: Lucía Aleñar Iglesias
Spanien/Italien/Sverige

Lucky Lu

I New York jagter tusindvis af migranter den amerikanske drøm. For madbuddet Lu er den endelig ved at gå i opfyldelse. Han har brugt al sin hårdt optjente løn på et indskud til en lejlighed, så han kan skabe et hjem for sin kone og datter, der er på vej fra Taiwan. Men da Lus elcykel bliver stjålet, vender lykken: Jobbet ryger, udlejeren skrider med indskuddet og selv ikke lånehajerne vil ofre ham én eneste cent. Over 48 nervepirrende timer følger vi Lu styrte rundt i storbyen, mens han febrilsk prøver at skrabe penge sammen til familien. ’Lucky Lu’ opdaterer filmklassikeren ‘Cykeltyven’ til tech-kapitalismens tidsalder, men insisterer på at fremstille sit storrygende cykelbud med omsorg og værdighed. For selv mellem skyskrabernes kolde beton trænger solen ind og giver håb om en lysere fremtid.

Instruktør: Lloyd Lee Choi
Canada/USA

Omaha

En tidlig morgen bliver søskendeparret Ella og Charlie pludseligt vækket af deres far. Han beder dem om at pakke deres vigtigste ejendele og så kører den lille familie ud på de amerikanske landeveje mod en ukendt destination. Mere bør man ikke vide, før man ser ‘Omaha’. For Cole Webleys nænsomme og gribende instruktørdebut lader os observere en familietragedie fra børnenes uforvarende perspektiv. Og snart fornemmer vi, ligesom Ella og Charlie, at der under bilturens øjeblikke af frihed og eventyr lurer en dyb alvor. Indie-stjernen John Magaro (‘First Cow’, ‘Past Lives’) giver en knugende præstation som faren, der vil gøre alt for at beskytte sine børn fra livets hårde realiteter. En stilfærdigt hjerteskærende roadmovie fra Amerikas udkant - med lyddesign af danske Peter Albrechtsen.

Instruktør: Cole Webley
USA

Queens of the Dead

Zombies vs. clubkids! Der vanker blodige mord, campy uhygge og glamourøse outfits i denne queer horror-komedie, som ingenlunde undskylder for sig selv. I Brooklyn kæmper natklubejeren Dre for at holde sammen på sit dragshow, der trues af stjernenykker og backstage-intriger. Det bliver ikke lettere, da der samtidig udbryder en zombie-epidemi og så må klubbens brogede ensemble af divaer og dragqueens lægge stridighederne bag sig, hvis de vil slippe levende igennem natten. Instruktør Tina Romero – datter af zombie-filmens fader George A. Romero – demonstrerer et fermt greb om genren med en blanding af overgearet splatterfilm og social kritik, der stikker til både opiodkrisen og hjernedøde influencere. En utøjlet og skamløst underholdende fejring af sammenhold og modstandskraft i LGBTQ-miljøet.

Instruktør: Tina Romero
USA

Straight Circle

Midt i ørkenen er to soldater sat til at bevogte hver deres side af en landegrænse. På trods af et indædt had imellem deres respektive nationer er de tvunget til at dele en primitiv barak, hvor de kun akkurat tolererer hinanden. Den ene gennemfører stædigt sine militære pligter, mens den anden mest virker interesseret i feltrationerne. Men efterhånden som ørkenvinden blæser hegnspælene omkuld, begynder grænser og identiteter at udviskes, indtil de to soldater ikke længere kan huske, hvilket land de forsvarer - eller hvem der er hvem. Britiske Oscar Hudson debuterer med en uregerlig antikrigsfabel, der peger fingre ad vores kunstige fjendebilleder. Med virtuos kameraføring og grotesk humor blotlægger han krigens absurde ritualer og minder os om, at vi alle er mennesker under uniformen.

Instruktør: Oscar Hudson
UK/Sydafrika

The Mysterious Gaze of the Flamingo

Queeret western møder AIDS-drama i vinderen af Un Certain Regard-konkurrencen i Cannes. Den unge pige Lidia vokser op i en støvet minelandsby i 1980’ernes Chile, adopteret af en gruppe transkønnede outsidere, der har forskanset sig i landsbyens udkant. Dagene i ødemarken går med at skaffe penge og afholde dragshows, men samtidig spredes en dødelig sygdom, der ifølge de lokale sagn transmitteres, når to forelskedes blikke mødes. Instruktør Diego Céspedes har skabt en fortryllende og dybt empatisk debutfilm, som med smittende energi, bramfri humor og et bankende hjerte etablerer et rum for den transkønnede kultur og krop, og fylder det med varme, fest, sorg og omsorg. En ode til den selvvalgte familie, der udforsker den magt, der gemmer sig i et blik – og understreger værdien af at føle sig set.

Instruktør: Diego Céspedes
Chile/Frankrig/Tyskland/Spanien/Belgien

The President’s Cake

Irak, 1990’erne. Mens landets indbyggere lider under fødevaremangel i kølvandet på Golfkrigen, kræver diktatoren Saddam Hussein, at alle skoler bager en kage for at fejre hans fødselsdag. I en afsides landsby tilfalder den tvivlsomme ære 9-årige Lamia, der bor med sin svagelige bedstemor og højtelskede hane, som hun har med sig overalt. Men familien har hverken råd til mel eller æg, så Lamia må benytte al sin kløgt og beslutsomhed for at skaffe ingredienser – og for at undgå straf fra det nådesløse regime. Instruktør Hasan Hadi modtog prisen for bedste debutfilm i Cannes for sit humanistiske portræt af hverdagen under en enevældig tyran. På Lamias rejse gennem det irakiske samfund bliver vi selv vidner til de menneskelige konsekvenser af nød og fattigdom - set med barnets åbenhjertige øjne.

Instruktør: Hasan Hadi
Irak/Qatar/USA

Urchin

Den britiske stjerne Harris Dickinson springer ud som instruktør med et vildt og magnetisk karakterstudie af livet på samfundets rand. Vi følger den hjemløse Mike – en tjavset, men karismatisk fyr, der driver ind og ud af misbrug og småkriminalitet i Londons gader. Efter en fængselsdom får han chancen for at starte forfra med fast arbejde og tag over hovedet, men snart falder Mike tilbage i de selvdestruktive mønstre - eller er det omverden, der nægter ham at komme videre? ‘Urchin’ løfter arven fra socialrealistiske mestre som Ken Loach og Mike Leigh, men Dickinson undviger simple forklaringer i sin afbildning af storbyens marginaliserede skæbner. I stedet lader han os mærke al den vildskab, sårbarhed og undertrykte længsel, der ulmer i Mike, hvis værste fjende lader til at være ham selv.

Instruktør: Harris Dickinson
UK/USA

Koncert: Rumpistol Ensemble

Vi er stolte af at præsentere en audiovisuel koncert med Rumpistol Ensemble, der gæster Odense med deres cinematiske live-show. I mere end to årtier har producer og multiinstrumentalist Jens B. Christiansen – også kendt som Rumpistol – udforsket grænserne mellem elektronisk musik, jazz, spacerock og neoklassisk komposition. Hans lydunivers har altid kredset om det himmelstræbende - og på scenen folder det sig ud som et rumskib af lys, rytme og følelse. I 2025 åbnede Rumpistol Ensemble Strøm Festival med et storslået sceneshow, skabt i samarbejde med lyskollektivet Vertigo. Til OFFSpring indtager gruppen nu Dynamo med deres organisk-elektroniske produktioner, kosmiske visuals og anmelderroste album ’Nebula’ i ryggen. Vi garanterer en musikalsk oplevelse, der er en science fiction-film værdig.

Med en akkreditering eller partoutbillet til OFFSpring 2026 kan du opleve koncerten til rabatpris. Læs mere via linket nedenfor.

https://dynamoworkspace.dk/program/rumpistol-cinematisk-lyd-i-bevaegelse/

Koncerten er en del af projektet 'Øjne & Ører', der er støttet af Statens Kunstfond og Odense Kommunes Musikpulje. Arrangementet præsenteres i samarbejde med Posten og Dynamo.