Og vinderen er...
Efter 10 enestående dage med film, samtaler og events er OFFSpring 2026 nået til vejs ende – og i aften har festivalens jury sat navn på de to film, der kan kalde sig vinder af hhv. OFFSpring-prisen og debutantprisen 2026. Det skete til festivalens store prisoverrækkelse, hvor årets priser blev uddelt inden forpremieren på Scarlett Johanssons ‘Eleanors sandhed’.
Tidligere OFF-vinder modtager festivalens hovedpris
OFFSpring-prisen 2026 går til Marijana Jankovic for sin instruktørdebut ‘Hjem’ – en vidtfavnende, kærlig og dybt personlig film om en 6-årig pige, der flygter fra Jugoslavien til Danmark i begyndelsen af 90’erne. Filmen, der får dansk premiere senere på foråret, er baseret på Jankovic’ egen kortfilm ‘Maja’, som modtog prisen for Bedste Danske Fiktion til OFF18.
Om prisen udtaler Marijana Jankovic:
“Det er en kæmpe glæde – og ærligt talt også en stor overraskelse – at modtage denne pris. Udover at ‘Hjem’ er støttet af FilmFyn, har Fyn en helt særlig plads i mit hjerte. Min rejse som instruktør begyndte på OFF18, hvor min kortfilm ‘Maja’ fik en smuk modtagelse, der gav mig modet til at fortælle flere historier og tændte drømmen om en dag at lave en spillefilm.”
“At jeg otte år senere står her på OFFSpring og modtager en pris for min allerførste spillefilm, føles derfor som et helt særligt full circle-øjeblik. Det er som at vende hjem til dér, hvor det hele begyndte. Det gør mig både dybt taknemmelig og meget glad. Tusind tak til juryen og til OFFSpring-teamet for at skabe en vigtig platform og et stærkt talerør for os debutanter.”
“Og en kæmpestor tak til alle, der har været med til at bringe ikke bare min film til live, men alle de historier som filmskabere har på hjerte. Film er en vigtig kunstart. Den bringer håb og det har vi brug for i denne tid.”
Juryen valgte desuden at belønne ‘Solomamma’ af Janicke Askevold med en special mention. Filmen, der er en europæisk co-produktion mellem Norge, Danmark, Letland, Litauen og Finland, skildrer en alenemor, der i smug opsøger donoren til sin søn under dække af at foretage et interview.
Dokumentarist vinder debutantpris for sin første fiktionsfilm
OFFSprings nystiftede debutantpris går til ‘Herkules falder’ af Christian Bonke. Den danske instruktør har i flere år arbejdet som dokumentarist, men ‘Herkules falder’ – et stærkt drama om krigens efterdønninger og vilkårene for hjemvendte veteraner – markerer hans debut indenfor fiktionsfilmen.
Om prisen udtaler Christian Bonke:
“Det er en kæmpe ære at modtage denne pris. Især i et år, hvor så mange stærke debutanter peger i en ny og spændende retning for dansk film. For mig føles anerkendelsen særlig vigtig netop nu, hvor krig igen præger vores verden i ekstrem grad. Freden er truet på globalt plan. Denne film er en flaskepost med et enkelt budskab: at minde os om de menneskelige omkostninger ved at sende soldater i krig.”
“Jeg vil gerne takke alle de dygtige spillere og holdmedlemmer, der har været med til at skabe filmen. Men først og fremmest vil jeg hylde de veteraner og pårørende, der generøst har delt deres historier og oplevelser med mig under arbejdet med manuskriptet og under optagelserne. Jeg håber, at filmen har givet jer en tiltrængt stemme i vores fællesskab.”
“Processen med denne film har været en ilddåb i fiktionens verden, men denne pris giver mig fornyet mod på mange flere fortællinger indenfor genren.”
Juryen valgte også at uddele en special mention til ‘Vægtløs’ af Emilie Thalund. Filmen, der omhandler en 15-årig piges sommer på en sundhedslejr for unge, var udvalgt som åbningsfilm for OFFSpring 2026 og har netop fået premiere i de danske biografer.
Oplev årets vinderfilm
Prisoverrækkelsen markerer afslutningen på OFFSpring 2026, som igennem 10 dage har fyldt Odenses biografsale med gæster, samtaler og film af tidens mest lovende instruktører. Inden festivalen takker af, kan du nå at opleve årets prisvindere, når vi næste weekend viser begge vinderfilm i Cafe biografen.
Lørdag den 14.03 viser vi vinderen af debutantprisen ‘Herkules falder’, mens vi søndag den 15.03 præsenterer vinderen af OFFSpring-prisen ‘Hjem’. Begge dage kl. 15:30. Det er både muligt at købe en standardbillet til visningerne og at booke en gratis billet som partout- eller akkrediteret gæst.
Stort tillykke til vinderne – og tak for i år!
Årets jury var udgjort af Diêm Camille, skuespiller og manuskriptforfatter, Jesper Quistgaard, instruktør og manuskriptforfatter, og Maria Stoianova, Market Manager ved Nordisk Panorama.