Spring til indhold

Til april 2025 åbner vi dørene for Danmarks nye spillefilmfestival. Sæt kryds i kalenderen fra 3. til 12. april og ta’ springet med os.

OFFSpring 2025: Programmet er oppe!

Blændende debutspillefilm, inspirerende talks og sitrende skulder-ved-skulder-oplevelser i biografens mørke. OFFSprings program spænder vidt og er sammensat ud fra et ønske om at sætte spot på nye talenter og kunstnerisk mod indenfor spillefilm.

OFFSprings program omfatter et dansk konkurrenceprogram, et fokusprogram med titlen „Fremtidens Stemmer‟, et international program og en stribe talks og særvisninger.

Gå på opdagelse i programmet her

Køb partoutbillet her

Program spækket med stærke debutanter
Den danske del af programmet består af spillefilm af første- eller andengangs-instruktører, der har haft premiere inden for det seneste år, eller som får forpremiere eller premiere på festivalen – og som publikum dermed får en helt unik mulighed for at se før alle andre. Uanset premieredatoen bliver festivalen ligeledes en enestående chance for publikum til at møde instruktørerne bag.  

„Det er en kæmpe fornøjelse at få lov til at skabe et vindue for Danmarks kommende store filmgeneration og ikke mindst give vores filmelskende publikum en unik mulighed for at lære menneskene bag disse debutfilm bedre at kende. At have skabt en spillefilm er en ganske enestående og krævende præstation, hvorfor det har været vigtigt for os, at vores publikum får adgang til hele det brede spektrum af debutspillefilm, som vi har fået ind,‟ siger Birgitte Weinberger, kunstnerisk leder og konstitueret programansvarlig for OFFSpring.

Publikum kan blandt andet gå på opdagelse i konkurrenceprogrammet, som omfatter filmene ”Madame Ida”, ”Hele Vejen”, ”Kontra”, ”Min Evige Sommer”, ”Sauna”, ”Sønnike”, ”Better Day” og ”Kærlighedens Gerninger”. Derudover præsenteres programmet “Fremtidens Stemmer” med spillefilm af nye, danske instruktører, ligesom festivalen leverer et program særligt rettet mod ungdomsuddannelserne, hvor de viste film kommer med skræddersyet undervisningsmateriale.  

 

Internationale debutfilm du ikke vil misse
Den internationale del af programmet består af fem håndplukkede spillefilm af første- eller andengangs-instruktører. Med undtagelse af den italienske ”Vi har stadig i morgen”, er det alle film, som man med stor sandsynlighed kun får mulighed for at se på OFFSpring 2025, da de ikke får bred biografpremiere i Danmark. Det er den anerkendte biografmand Kim Foss, der har kurateret programmet, som består af filmene; ”April” (Georgien), ”Animale” (Frankrig), ”Universal Language” (Canada), ”Santosh” (Indien, England) og ”Vi har stadig i Morgen” (Italien).
   

”Når vi ser ud over Danmarks grænser, er der et væld af nye, interessante filmskabere, som det danske publikum sjældent kommer i berøring med via biograferne, kunstbiograferne eller streamingtjenesterne, fordi der er fokus på besøgstal og omsætning. Derfor glæder det mig, at OFFSpring skaber denne unikke mulighed for de danske filmentusiaster til at få nogle anderledes filmoplevelser,” udtaler Kim Foss, direktør for Grand Teatret. 

OFFSpring er støttet af Odense Kommune, FilmFyn, Det Danske Filminstitut, Region Syddanmark, Spar Nord Fonden og Biografklub Danmark Fonden. 

Gå på opdagelse i programmet her

Køb partoutbillet her